Af Saeed ibn Gunnar Bak

Jeg voksede op i en rimelig typisk dansk familie, som yngste søn og "efternøler" i en børneflok på fire, i en landsby på Djursland, ca. tyve km øst for Randers i Østjylland. Er dermed som mange andre danskfødte muslimer "runden af den jyske muld".

Mine forældre er folkekirkekristne, men det er ikke noget der på nogen måde gennemsyrer deres hverdag.

Første gang jeg blev interesseret i Islam,var da jeg som dreng læste i mine forældres opslagsværk over de store verdensreligioner. Det fascinerede mig at man kunne blive muslim ved blot at udtale shahada[1].

Anden gang var da jeg 1.g i gymnasiet (jeg gik på et gymnasium stort set uden indvandrere) hørte en masse negativt om muslimer og Islam. Det ansporede mig til at låne A.S. Madsens Qur'an-oversættelse på biblioteket. Nu er den oversættelse (og ikke mindst dens fodnoter) jo på mange måder afvigende, da oversætteren er Qadiani (fra Ahmadiyya-sekten som er trådt ud af Islam, idet de påstår at deres stifter er en ny profet), men alligevel var der noget der fængede. Jeg læste dog ikke oversættelsen færdig.

I 3.g havde vi om Islam i religionsfaget og det interessede mig en hel del. I undervisningen brugte de modernisten Amina Tønnsens bog om Islam. Til trods for at der igen var et filter af fejlopfattelser, så skinnede noget af Islams sandhed igennem Tønnsens forvrængning, og al lovprisning tilkommer Allah for det.

Halvandet år efter var jeg flyttet til Nykøbing F. for at tage en uddannelse der. Min daværende kærestes veninde skulle giftes med en afrikansk mand, med muslimsk baggrund. Hun var lidt nervøs for det, for selvom han godt nok havde antaget et alm. europæisk fornavn og ikke bad, så var han jo stadig "muslim" og derfor potentiel farlig i hendes øjne. Jeg tilbød at låne nogle bøger til hende på biblioteket om Islam og gjorde det efterfølgende, men hun kom aldrig efter dem og det endte med jeg læste dem selv, al lovprisning tilkommer Allah for det.

Da jeg stødte på Tawhid-konceptet[2] i de bøger var det noget som virkeligt ramte mig og det at Islam kommer med beviser for sin sandhed var chokerende, efter at have læst om alle mulige andre religioner som kun argumenterer følelsesmæssigt og filosofisk.

I den efterfølgende tid pløjede jeg mig igennem alle de bøger jeg kunne finde om Islam. Derefter gik jeg i gang med en længere research på Internettet.

Efter 3-4 mÃ¥neders "studie" tog jeg mod til mig og kontaktede en moské i København gennem deres hjemmeside. De sendte mig nogle basisbøger om Islam og inviterede mig med til "˜Id ul-Fitr[3]. Det var en overvældende oplevelse at komme til et sted med ca. 6.000 muslimer, hvoraf man ingen kendte. Alle jeg mødte var meget venlige og glade for at jeg overvejede at blive muslim og allerede samme aften (da jeg overnattede hos nogle bekendte) var jeg sikker pÃ¥ at jeg ville være muslim.

Kort tid efter tog jeg min shahada, al lovprisning tilkommer Allah for det, og flyttede til København. PÃ¥ det tidspunkt var jeg knap 21 Ã¥r. Jeg havde boet med en dansk pige indtil da, men vi blev enige om at det ikke skulle være os, da hun satte det op som et valg mellem hende og Allah og endvidere sagde at hvis vi fik børn ville hun ikke have de skulle være muslimer"¦ Jeg havde jo ogsÃ¥ fundet ud af at man som muslim skal giftes og ikke bare være kærester og det var der jo sÃ¥ ingen mulighed for (desuden var hun hverken kristen eller jøde). Her kan jeg tilføje at Allah (ophøjet være Han) senere erstattede det mistede med noget bedre, nemlig en muslimsk hustru og (indtil videre) tre søde døtre, som i skrivende stund er hhv. 5 Ã¥r, 3 Ã¥r og 7 mdr.

Mine forældre og søskende reagerede i starten med det jeg nærmest vil betegne som chok over min beslutning om at blive muslim. Deres skepsis blev dog med tiden mindre, og i dag har jeg et normaliseret forhold til mine forældre, som på trods af at de ikke rigtigt kan forstå mit valg, dog har accepteret det og endda køber halal-kød til os, når vi kommer på besøg. De har også et rigtigt godt forhold til min kone og børn og al pris og tak tilhører Allah for det.

Efter nogle måneder som muslim blev jeg indfanget (ny og ret naiv som jeg åbenbart var) af et kendt muslimsk parti. Jeg var i gruppen ca. 3½ år. I da er jeg uenig med mange af de opfattelser jeg lærte i partiet og betragter ikke deres Islam-forståelse som korrekt. For at gøre en lang historie kort, blev jeg stille og roligt klar over at der var noget galt med deres forståelse af Islam. Jeg gik ud af gruppen og kiggede på forskellige andre forståelser og blev i en tilsvarende periode såkaldt salafi (wahhabi).

Efter at have læst gode opklarende artikler fra ortodokse muslimske lærde (bl.a. shaikh Nuh Ha Mim Keller, shaikh Gibril F. Haddad og shaikh Abdal Hakim Murad, må Allah bevare dem, som i øvrigt alle er konvertitter) forstod jeg at den rigtige og originale Islam-viden nødvendigvis måtte tages, sådan som islamiske lærde altid har taget den, nemlig gennem de ortodokse Sunni-retskoler (madhahib)[4] og at de sande islamiske doktriner og trosartikler var de som var defineret af Ash'ari- og Maturidi-skolerne. Det er også denne forståelse, eller "mainstream-Islam", som følges af langt størstedelen af verdens muslimer. Denne ortodokse retning kaldes også Ahlus-Sunna wal-Jama'a eller på dansk traditionel sunni Islam.

Til trods for at jeg har "været rundt omkring" indenfor de muslimske grupperinger, så har der hos mig aldrig hersket tvivl om Islams endegyldige sandhed. Jeg er den dag i dag om muligt endnu gladere for mit valg end da jeg tog det for nu mere end otte år siden. Jeg takker Allah for at have retledet mig til Hans smukke religion og beder Ham om kontinuerligt at lede mig og mine kære på den rette vej. Allah (ophøjet være Han) siger i surat ul-Fatiha (det først kapitel i Qur'anen):


{I Allahs Navn, Den Alnådige, Den Nådefulde.
Lovprisningen tilhører Allah, Verdenernes Herre,
Den Alnådige, den Nådefulde.
Ejeren på Afregningens Dag.
Dig tilbeder vi og Dig anråber vi om hjælp.
Led os af den Rette Vej.
Vejen for Du skænkede lykke,
ikke for dem, hvorpå der er vrede og de vildfarne.}

Og vor sidste påkaldelse er til Allah, Verdenernes Herre. Og må Allahs fred og velsignelser være med vor profet Muhammad og hans familie og ledsagere.


Saeed ibn Gunnar Bak ad-Danimarki

8. Ramadan 1427 | 1. oktober 2006